004 - Skt. Mauritii Kilden

 

Adressen der ligger tættest på er Serup Kirkevej 2, 7790 Thyholm. Lige over for denne adresse er der skilt som viser ned til Skt. Mauritii kilden.

 

Hvis man følger Thyholms østkyst fra Oddesund og går hele bugten rundt til den sydvendte strand, når man til et sted, hvor generationer har søgt helbredelse. Stedet er den hellige kilde ved Serup.

Den gamle kilde var næsten skjult i bevoksningen, og det kræver lidt mere fantasi her end ved den mere kendte helligkilde midt på Thyholm at forestille sig generationer af nordvestjyder, der besøger stedet for at drikke eller vaske sig i kildens helsebringende vand. I den nærliggende Odby Kirke, der ligesom kilden var viet til Sct. Mauritius, får man imidlertid syn for savn. Den smukke Messinglysekrone foran korbuen er skænket i første halvdel af 1700-tallet af en majorinde Kraft som tak, fordi hun blev helbredt i Sct. Mauritius-kilden.

I 2010 er kilden på nænsom vis istandsat i et samarbejde mellem Struer Kommune og Egnshistorisk forening for Thyholm og Jegindø.